Vedtægter
Dansk Golf Unions vedtægter
§ 1 Navn og hjemsted
Stk. 1 Unionens navn er Dansk Golf Union (DGU). DGU´s
hjemsted er Brøndby Kommune.
Stk. 2 DGU er medlem af Danmarks Idræts-Forbund og European Golf
Association, og kan være medlem af og samarbejde med andre
organisationer.
Stk. 3 DGU er eneaktionær i DGU Erhverv A/S (DGUE).
§ 2 Formål
Stk. 1 DGU´s formål er som interesseorganisation for DGU´s
medlemmer at virke for golfspillet. DGU skal arbejde for udbredelse
og forbedring af muligheder for udøvelse af alle DGU's aktiviteter
i Danmark for såvel bredden som eliten, alt under rimelig
hensyntagen til natur og miljø.
Stk. 2 DGU er medlemmernes fælles organ og repræsenterer disse
overfor myndighederne og andre.
Stk. 3 DGU skal påse, at DGU´s medlemmer og deres spillere
følger de af The Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews
fastsatte golfregler og - for amatørgolfspillere - amatørreglerne.
DGU skal tillige påse, at medlemmerne følger det til enhver tid af
DGU fastsatte handicapsystem og Standard Scratch Score eller Course
Rating med Slope System.
§ 3 Medlemskab
Stk. 1 Medlemskab af DGU kan være enten fuldt medlemskab eller
medlemskab med begrænsede rettigheder.
Stk. 2 Som medlemmer af DGU med fuldt medlemskab kan optages
danske golfklubber.
Stk. 3 Som medlemmer af DGU med begrænsede rettigheder kan
optages golfklubber og andre juridiske personer.
Stk. 4 Bestyrelsen træffer bestemmelse om optagelses- og
medlemsvilkår.
Stk. 5 Medlemmer af DGU forpligter sig til alene at lægge bane
til landsdækkende turneringer, herunder internationale og
professionelle turneringer, såfremt DGU forud herfor har
sanktioneret turneringen.
§ 4 Repræsentantskabet
Stk. 1 Repræsentantskabet er DGU´s højeste myndighed.
Stk. 2 Repræsentantskabet består af to hertil befuldmægtigede
personer fra hvert medlem med fuldt medlemskab af DGU samt af DGU´s
bestyrelse.
Stk. 3 Hvert af DGU´s medlemmer med fuldt medlemskab har på alle
repræsentantskabsmøder én stemme for hvert påbegyndt antal af 50
aktive spillere ifølge medlemmets medlemsliste pr. den 30.
september, der ligger forud for repræsentantskabsmødet. Hvert af
bestyrelsens medlemmer har én stemme.
Stk. 4 DGU's medlemmer med fuldt medlemskab, som ikke har en
medlemsliste pr. 30. september, der ligger forud for
repræsentantskabsmødet, har én stemme for hvert påbegyndt antal af
50 aktive spillere ifølge medlemmets medlemsliste på
optagelsestidspunktet i DGU.
Stk. 5 Medlemmer med begrænset medlemskab har ikke stemmeret på
repræsentantskabsmødet, men er berettiget til med én hertil
befuldmægtiget person at deltage i og udtale sig på
repræsentantskabsmødet.
§ 5 Repræsentantskabsmødet
Stk. 1 Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i marts
måned på det af bestyrelsen herfor besluttede tidspunkt og
sted.
Stk. 2 Ordinært repræsentantskabsmøde indkaldes af bestyrelsen
med mindst 3 og højst 6 ugers varsel. Indkaldelsen sker ved
elektronisk underretning af medlemmerne samt bekendtgørelse på
DGU's hjemmeside. Bilag til indkaldelsen placeres på DGU's
hjemmeside og fremsendes til medlemmerne.
Stk. 3 Forud for selve indkaldelsen varsler bestyrelsen
repræsentantskabsmødets afholdelse indeholdende forslag bestyrelsen
agter at fremsætte ved indkaldelsen, herunder til genvalg eller
nyvalg af bestyrelsesmedlemmer. Varsling fremsendes elektronisk til
medlemmerne senest den 1. januar forud for det ordinære
repræsentantskabsmøde. Bilag til varslingen placeres på DGU's
hjemmeside og kan fremsendes til medlemmerne.
Stk. 4 Forslag fra medlemmer, herunder om valg, skal være
bestyrelsen i hænde senest den 1. februar.
Stk. 5 Indkaldelsen skal indeholde dagsorden. Indeholder
dagsordenen forslag, skal forslagene i deres helhed angives i
dagsordenen. Er der tale om forslag til ændring af vedtægter eller
DGU´s opløsning, skal indkaldelsen udtrykkeligt henvises til
bestemmelserne i vedtægternes § 17, resp. § 18.
Sammen med indkaldelsen til ordinært repræsentantskabsmøde skal
følgende bilag gøres tilgængelig på DGU's hjemmeside: Årsregnskab,
budget for indeværende år med kontingentforslag, overslag for det
kommende år, bestyrelsens beretning samt eventuelle forslag fra
bestyrelsen eller medlemmer med bestyrelsens bemærkninger
hertil.
Stk. 6 Ekstraordinære repræsentantskabsmøder afholdes, når
bestyrelsen træffer beslutning herom eller når det skriftligt
begæres af enten 20 % af medlemmerne med fuldt medlemskab eller fra
medlemmer med fuldt medlemskab repræsenterende 10 % af samtlige
aktive spillere, baseret på seneste foreliggende medlemsliste pr.
30. september. Begæring skal nøjagtigt angive emnet og forslag der
ønskes behandlet.
Stk. 7 Indkaldelse til ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal
ske med mindst 3 ugers varsel til afholdelse senest 6 uger efter
bestyrelsens beslutning herom eller modtagelse af begæring.
Indkaldelsen sker i øvrigt som indkaldelsen til det ordinære
repræsentantskabsmøde.
§ 6 Repræsentantskabets ledelse og beslutningskompetence
Stk. 1 Alle beslutninger tages af repræsentantskabet med simpelt
stemmeflertal, jf. dog §§ 17 og 18.
Stk. 2 Alle valg sker ved relativt stemmeflertal. Står stemmerne
lige, foretages omvalg. Står stemmerne fortsat lige, foretages
lodtrækning.
Stk. 3 Alle repræsentantskabsmøder ledes af en af
repræsentantskabet valgt dirigent, der afgør alle spørgsmål om
sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivningen og dennes resultat. Et
medlem af bestyrelsen kan ikke vælges som dirigent.
Stk. 4 Medlemmer i kontingentrestance har ikke stemmeret på
repræsentantskabsmødet.
Stk. 5 Stemme kan afgives i henhold til skriftlig fuldmagt til
et andet medlem af repræsentantskabet der er stemmeberettiget,
gældende for et enkelt repræsentantskabsmøde. Et medlem kan kun
repræsentere op til fire fuldmagtsgivere. Fuldmagt afleveres til
DGU´s direktør forud for repræsentantskabsmødets åbning.
Stk. 6 De stemmeberettigede er berettiget til at dele
stemmerne.
Stk. 7 Der udarbejdes referat af alle repræsentantskabsmøder.
Referaterne underskrives af dirigenten. Alle referater tilsendes
medlemmerne snarest muligt.
§ 7 Dagsorden til ordinært repræsentantskabsmøde
På det ordinære repræsentantskabsmøde foretages følgende, som
altid skal være angivet i dagsordenen:
- Valg af dirigent.
- Fastlæggelse af stemmetal for de stemmeberettigede
medlemmer.
- Bestyrelsens beretning.
- Behandling af eventuelle forslag fra bestyrelsen eller fra
medlemmerne
- Forelæggelse til godkendelse af det reviderede årsregnskab,
budget og kontingentforslag for medlemmer
med fuldt medlemskab for indeværende år samt overslag for det
kommende år.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
- Valg af revisor.
- Valg af medlemmer og suppleant til Amatør- og
Ordensudvalget.
- Eventuelt.
§ 8 Bestyrelsens sammensætning
Stk. 1 DGU´s ledelse varetages af en af repræsentantskabet valgt
bestyrelse på 7 medlemmer.
Stk. 2 Valgperioden er 3 år.
Stk. 3 Repræsentantskabet vælger tillige hvert år en første og
en anden suppleant for ét år ad gangen. I tilfælde af et
bestyrelsesmedlems forfald indtræder suppleanterne i bestyrelsen i
nævnte rækkefølge indtil førstkommende ordinære
repræsentantskabsmøde. Udtræder et bestyrelsesmedlem før
valgperiodens udløb, skal repræsentantskabet dog på det
førstkommende ordinære repræsentantskabsmøde, udover det antal
bestyrelsesmedlemmer, der efter ovenstående regler skal vælges,
vælge ét yderligere bestyrelsesmedlem.
Stk. 4 Genvalg kan finde sted.
Stk. 5 Enhver aktiv spiller er efter det fyldte 18. år valgbar
til bestyrelsen.
Stk. 6 Medlemmer af eller suppleanter til Amatør- og
Ordensudvalget kan ikke vælges til bestyrelsen.
§ 9 Bestyrelsens kompetencer
Stk. 1 Alle spørgsmål, der henhører under DGU, afgøres af
bestyrelsen, bortset fra de spørgsmål og sager, der af
repræsentantskabet eller ved en bestyrelsesbeslutning er henlagt
til repræsentantskabets afgørelse, eller som henhører under Amatør-
og Ordensudvalget.
Stk. 2 Bestyrelsen konstituerer sig selv ved valg af formand.
Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer et forretningsudvalg
bestående af formanden og to øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 3 Bestyrelsen afholder møde efter formandens beslutning
eller efter anmodning herom fra 3 bestyrelsesmedlemmer og da til
afholdelse senest 2 uger efter modtagelsen heraf.
Stk. 4 Formanden påser, at der optages referat af alle
forhandlinger og beslutninger på bestyrelsesmøderne.
Stk. 5 Alle beslutninger træffes, og valg foretages med simpelt
stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme dog
udslaget.
Stk. 6 Bestyrelsen nedsætter det fornødne antal komitéer,
fastlægger disses kompetence- og arbejdsområder og udpeger
medlemmerne heraf og formændene herfor.
Stk. 7 Bestyrelsen fastsætter en bindende forretningsorden for
såvel bestyrelsen selv og forretningsudvalget som for alle
komitéer.
Stk. 8 Komitéerne handler på bestyrelsens vegne og ansvar.
Komitéerne skal virke inden for de af bestyrelsen fastlagte
kompetence- og arbejdsområder, og er ansvarlige herfor og for
overholdelsen af deres budgetter.
Stk. 9 DGU tegnes af bestyrelsesformanden og et
bestyrelsesmedlem, eller 3 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 10 Bestyrelsen ansætter DGU´s direktør. Øvrige lønnede
medarbejdere ansættes af direktøren, idet dog ledende medarbejdere
samt landstrænere ansættes efter godkendelse i bestyrelsen.
§ 10 Amatør- og Ordensudvalget
Stk. 1 Amatør- og Ordensudvalget er appelinstans for afgørelser
vedrørende indskrænkning eller fortabelse af medlemmets og
spillernes rettigheder samt efterlevelse og forståelse af DGU's
regler i overensstemmelse med udvalgets vedtægter.
Indbringelse af afgørelse for udvalget har ikke opsættende
virkning.
§ 11 Øvrige bestyrelseskompetencer
Stk. 1 Bestyrelsesmedlemmerne har ret til frit at være til stede
ved alle turneringer og opvisninger, der afholdes på medlemmernes
baner, ligesom de har ret til at spille uden afgift på disse.
Stk. 2 Bestyrelsen træffer beslutning om hvilke personer, der
skal modtage et introduktionskort.
§ 12 Immaterielle rettigeheder
Stk. 1 DGU besidder lyd- og billedrettighederne til enhver
turnering eller match, der arrangeres med DGU som arrangør eller
medarrangør.
§ 13 Kontingent
Stk. 1 Medlemmer med fuldt medlemskab betaler et af
repræsentantskabet på dets ordinære møde fastsat kontingent baseret
på disse medlemmers medlemsliste pr. kvartal.
Stk. 2 Såfremt medlemskab opnås i løbet af et regnskabsår,
erlægges kontingent fra det kvartal, hvor medlemskab opnås.
Stk. 3 Bestyrelsen fastsætter årligt kontingentet for medlemmer
med begrænsede rettigheder.
Stk. 4 Bestyrelsen fastsætter forfaldstiden for betalingen af
kontingent og formen for opkrævning heraf, og kan herunder
foreskrive erlæggelse af et gebyr i tilfælde af forsinket
betaling.
Stk. 5 I ethvert tilfælde, hvor et medlem er et beløb skyldigt
til DGU, kan DGU forlange renter i henhold til renteloven.
§ 14 Hæftelse
Stk. 1 For DGU´s forpligtelser hæfter alene DGU´s til enhver tid
værende formue.
Stk. 2 Intet medlem eller spiller hæfter for DGU´s
forpligtelser.
§ 15 Ophør af medlemskab
Stk. 1 Udmeldelse af DGU, der skal ske skriftligt, kan ske uden
varsel.
Stk. 2 Bestyrelsen kan træffe beslutning om eksklusion eller
andre foranstaltninger, hvis medlemmet ikke efterlever de til
enhver tid gældende medlemsbetingelser eller hvis medlemmet handler
til skade for DGU.
Stk. 3 Ved ophør af medlemskab, uanset årsag, har det pågældende
medlem intet krav på nedsættelse eller bortfald af kontingent. Der
betales fuldt kontingent for ophørsåret på baggrund af
medlemsopgørelsen fra seneste kontingentopkrævning forud for
ophøret.
Stk. 4 I intet tilfælde af et medlemskabs ophør har det
ophørende medlem krav på en andel af DGU´s aktiver eller
formue.
§ 16 Regnskab
Stk. 1 DGU´s regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2 Regnskabet skal give et retvisende billede af DGU´s
aktiver og passiver, den økonomiske stilling samt resultat.
Stk. 3 Regnskabet revideres af en af repræsentantskabet for ét
år ad gangen valgt statsautoriseret eller registreret revisor.
§ 17 Vedtægtsændring
Stk. 1 Ændringer af vedtægterne kan alene finde sted efter en
vedtagelse heraf på et repræsentantskabsmøde med et flertal på 2/3
af de herpå repræsenterede stemmer.
§ 18 Opløsning
Stk. 1 Beslutning om opløsning af DGU kan alene finde sted på et
repræsentantskabsmøde med et flertal på 2/3 af de herpå
repræsenterede stemmer. Samtidig skal - med simpelt stemmeflertal -
besluttes, hvorledes opløsningen skal finde sted.
Stk. 2 DGU´s i behold værende formue tilfalder da Danmarks
Idræts-Forbund med henblik på, at et tilsvarende beløb stilles til
rådighed for en eventuel ny union af golfklubber m.v., der bliver
medlem af Danmarks Idræts-Forbund.